Ophavsretsprisen 2025

Charlotte Lund Thomsen er modtager af Ophavsretsprisen 2025, som blev uddelt ved Dansk Selskab for Ophavsrets generalforsamling den 29. april 2025.

Charlotte har gennem sit betydelige virke som advokat arbejdet med komplekse rettighedsspørgsmål i film- og tv-branchen både i Danmark og på europæisk plan. Hun har været en central aktør i udformningen af flere væsentlige direktiver og aftaler, hvor hendes evne til at forene juridisk præcision med strategisk udsyn har haft stor betydning for rettighedshavernes vilkår i en nyere digital tidsalder.

Hendes dybe kendskab til ophavsretten og særlige indsigt i filmbranchens værdikæde gør hende i stand til at omsætte komplekse regler til løsninger, der kan anvendes i praksis.

Med Ophavsretsprisen 2025 ønsker vi at anerkende Charlottes store bidrag til udviklingen og forståelsen af ophavsretten og hendes indsats for at sikre, at skabere og rettighedshavere får den beskyttelse og anerkendelse, de fortjener.

På vegne af Dansk Selskab for Ophavsret