PAINTING SERVICES
Dansk Selskab for Ophavsret
I efteråret 1954 tog en kreds af interesserede organisationer på ophavsrettens område initiativet til, at der blev indkaldt til
et møde til drøftelse af oprettelsen af et Dansk Selskab for Ophavsret. Den direkte foranledning var dels arbejdet med
gennemførelsen af en ny lov om ophavsret, dels den kendsgerning, at tilsvarende institutioner allerede gennem længere
tid havde eksisteret i Sverige og Norge, hvor de havde vist sig at udfylde et behov for en sammenslutning, der på
fordomsfri basis kunne drøfte og behandle ophavsretlige problemer.
På mødet, der afholdtes den 26. november 1954, blev selskabets oprettelse og love for dets virksomhed vedtaget. Selskabet skulle have til formål
ved foredrag, diskussioner, publikationsvirksomhed m.v. at fremme interessen for og kendskabet til forfatter- og kunstnerretlige og dermed
beslægtede spørgsmål og bidrage til dette retsområdes udvikling. Selskabet skulle søge samarbejde med tilsvarende organisationer i ind- og
udland.
Den første bestyrelse bestod af professsor, dr.jur. Torben Lund (formand), forfatteren Cai M. Woel (næstformand),
komponisten Knudåge Riisager, formanden for Fællesrådet for udøvende kunstnere Johs. Andreasen, maleren
Helge Nielsen, landsretssagfører Julius Møller, højesteretssagfører Jon Palle Buhl og lektor A. Kragelund. Som
sekretær valgtes højesteretssagfører Niels Alkil.
Selskabets virksomhed har først og fremmest bestået i at afholde foredrags- og diskussionsaftener vedrørende
ophavsretlige og beslægtede emner. Selskabet er tillige medudgiver af "Nordisk Immateriellt Rättsskydd" (NIR).
Etableringen af de udenlandske kontakter, som er et af selskabets formål, har været varetaget dels gennem den
hyppige indkaldelse af udenlandske, navnlig nordiske, foredragsholdere og dels gennem medlemskab af den
internationale organisation, der svarer til selskabets formål: "Association Littéraire et Artistique Internationale",
der består af en sammenslutning af nationale ophavsretsselskaber, og hvoraf vort selskab udgør "Le groupe danois".
Sekretærhvervet blev fra 1954 varetaget af højesteretssagfører Niels Alkil, indtil han gik over i stillingen som adm.
direktør i Østifternes Kreditforening i 1960. Derefter varetog højesteretssagfører Jørgen Pedersen hvervet indtil 1963,
da sekretærposten overgik til sekretær i Dansk Forfatterforening Jytte Løvgren. Denne beklædte hvervet til udgangen
af 1964, hvorefter det gik over til forfatterforeningens juridiske konsulent, landsretssagfører Steen Langebæk, som fratrådte i 1971 ved sin
udnævnelse til direktør i Sophus Berendsen A/S. Advokat Asger Thylstrup var derefter selskabets sekretær i perioden 1971-93. I perioden 1994-2004
beklædte advokat Johan Schlüter sekretærposten, der nu varetages af advokat Bjørn Høberg-Petersen.
I 1964 fejrede selskabet ved en lille festlighed sit 10-års jubilæum. Dette blev gentaget i november 1974 ved 20-års
jubilæet, og igen i november 1979 ved 25-års jubilæet. Ved selskabets 40-års jubilæum besluttede bestyrelsen at
udgive en publikation om selskabet og dets aktiviteter i forlængelse af og som supplement til selskabets publikation i
anledning af 25-års jubilæet. 50-års jubilæet i november 2004 blev markeret ved et seminar med efterfølgende
festmiddag på Statens Museum for Kunst.